Euro NCAP-testEuro NCAP-test

7. december 2011

Fra årsskiftet skærpes kravene, så det bliver sværere at opnå de maksimale fem stjerner. Blandt andet skal bilerne være mere sikre for fodgængere.

Fjerde kvartal har budt på travlhed hos det europæiske crashtest samarbejde Euro NCAP, som FDM er en del af. Årsagen er udsigten til skrappere krav, der fra årsskiftet gør det sværere at opnå de maksimale fem stjerner. Det har igen skabt travlhed blandt producenter, der ønsker deres biler testet under de nuværende krav.

Selve testen ændres ikke fra i dag, men barren hæves, så bilerne fremover skal klare sig endnu bedre i de forskellige dele af testen for at kunne opnå fem stjerner. Blandt andet hæves kravet i den såkaldte fodgængertest.

”Takket være Euro NCAP har bilproducenterne de seneste år arbejdet på at forbedre sikkerheden for både fører og passagerer i bilen. Her er sikkerheden til gengæld ved at være så god, at man nu er begyndt også at se på sikkerheden for folk uden for bilen. Eksempelvis hvordan man konstruerer bilerne, så de ved en påkørsel virker mindre aggressive overfor fodgængere. Her vil kun to af de testede biler i denne omgang klare de skrappere 2012 krav til fodgængertesten, så de kan opnå fem stjerner. Der er med andre ord plads til forbedringer,” siger bilteknisk redaktør Søren W. Rasmussen, der også er FDMs repræsentant i Euro NCAP-samarbejdet.

FDM hilser de skærpede krav velkomne
”Stjernerne har længe drysset ned over Euro NCAP, hvor fem stjerner i de seneste test har været normen. De nye regler vil betyde, at vi i første omgang kommer til at se flere fire- og trestjernede biler, men på længere sigt, vil vi få mere sikre biler, hvilket er en sejr for FDM, som længe har efterlyst strammere regler. Men vigtigst af alt er det en sejr for trafiksikkerheden,” siger Søren W. Rasmussen.

Han gør desuden opmærksom på, at bilproducenterne siden januar 2011 i deres markedsføring har skullet angive teståret i forbindelse med stjernerne, da en femstjernet bil fra 2009 ikke nødvendigvis er lige så god som en femstjernet bil fra 2012.

Af de testede biler, kan du lease de følgende fire hos Nordania Leasing:
• Mercedes Benz B-klasse (skatteværdi fra kl. 282.567 kr.)
• Mercedes Benz C-klasse Coupé (skatteværdi fra 374.337 kr.)
• Jaguar XF (skatteværdi fra 609.916 kr.)
• VW Up (skatteværdi fra 160.000 kr.)

Se hvordan de fire biler klarede sig i testen

Jaguar XF: 4 stjerner
Jaguar XF er lettere faceliftet i 2012-udgaven, og det er derfor den er med i testen igen. Første gang XF blev testet var i 2010, og en stor del af resultatet er hentet direkte fra denne test. Kun testen af fodgængersikkerheden og en ESC-test er ny.
FDM mener: Det er stadig skuffende, at Jaguar ikke er bedre end tilfældet er. Fire stjerner til så dyr en bil er bare ikke godt nok.

Mercedes-Benz B-klasse: 5 stjerner
B-klassen kan leveres med Mercedes’ ’PRE-SAFE’-system som ekstraudstyr. Det er et system, der bl.a. strammer selerne før en kollision, men i denne test er dette system ikke benyttet. I frontalkollisionen opnåede B-klassen topkarakter for beskyttelse af føreren. B-klassen opnåede maksimumpoint i sidekollisionstesten, og klarede sig hæderligt i den mere krævende pæle-test. Sæder og hovedstøtter leverede også en god beskyttelse mod piskesmældsskader i tilfælde af en bagende-kollision.
Belastningen af børn i autostole oversteg ikke de kritiske grænseværdier, og både børn på tre år og på 18 måneder var fint fastholdt i bilen.
Mercedes-Benz B-klassen opnåede topkarakter ved fodgængerbeskyttelsen for den del, der rammer benene, men selve fronthjelmen virker aggressiv.
Mercedes B-klasse er udstyret med ESC på alle udgaver, og der er selealarmer ved alle pladser. En hastighedsbegrænser findes, men opfylder ikke Euro NCAPs protokol.
FDM mener: Mercedes B-klasse er en yderst sikker bil, og fabrikken har vist, at den hører til blandt dem, der producerer flest sikre biler. Fodgængerbeskyttelsen må dog forbedres.

Mercedes-Benz C-klasse Coupé: 5 stjerner
C-klassen kan leveres med Mercedes’ ’PRE-SAFE’-system som ekstraudstyr. Det er et system, der bl.a. strammer selerne før en kollision, men i denne test er dette system ikke benyttet. I frontalkollisionen forblev kabinen stabil, og C-klassen opnåede en flot karakter for beskyttelse af føreren. C-klassen opnåede maksimumpoint i sidekollisionstesten, og klarede sig hæderligt i den mere krævende pæle-test. Sæder og hovedstøtter leverede en middelmådig beskyttelse mod piskesmældsskader i tilfælde af en bagende-kollision, og det til trods for, at sæderne er udstyret med aktive hovedstøtter.
Belastningen af børn i autostole oversteg ikke de kritiske grænseværdier, og både børn på tre år og på 18 måneder var fint fastholdt i bilen.
Mercedes-Benz C-klassen opnåede topkarakter ved fodgængerbeskyttelsen for den del, der rammer benene. Fronthjelmen er af den aktive type, der løfter sig i tilfælde af en kollision for at mindske risikoen for skader på påkørte fodgængere. Systemet virkede godt, men selve forruden udgør en risiko for at skade fodgængerne.
Mercedes C-klasse er udstyret med ESC på alle udgaver, og der er selealarmer ved alle pladser. En hastighedsbegrænser findes, men opfylder ikke Euro NCAPs protokol.
FDM mener: Mercedes-Benz C-klasse Coupé yder en forventelig god beskyttelse af passagerer i bilen, men hovedstøtten er ikke udformet helt optimalt.

VW Up: 5 stjerner
Kabinen forblev stabil under testen, og beskyttelsen af både fører og passager er fin. VW Up opnåede et tilfredsstillende resultat i sidekollisionstesten, mens den mere krævende pæle-test udløste en middelmådig karakter. Sæder og hovedstøtter leverede en god beskyttelse mod piskesmældsskader i tilfælde af en bagende-kollision.
VW Up opnåede topkarakter for beskyttelsen af et treårigt barn, og generelt oversteg belastningen af børn i autostole ikke de kritiske grænseværdier, og ved sidekollisionstesten var både børn på tre år og dem på 18 måneder fint fastholdt i bilen.
Fodgængersikkerheden er god ved stødfangeren, men mere farlig ved visse andre områder.
VW Up er udstyret med ESC på tilstrækkeligt mange markeder (inkl. DK) til at Euro NCAP giver points for dette, og der er selealarmer ved alle pladser. En hastighedsbegrænser findes ikke.
FDM mener: VW Up placerer sig som en af de få biler, der kan tilbyde et resultat på fem stjerner i 100.000 kroners klassen. Det er flot, og det viser vejen frem.

Se flere resultater af testen
Se alle resultaterne og videoer med FDMs kommentar til de enkelte biler på www.fdm.dk/crashtest.

Kontakt osKontakt os

Nordania Leasing
Bregnerødvej 94
3460 Birkerød

Telefon 45 12 12 12
Fax 45 14 92 12

Mere kontaktinfo
Leasing - kort fortalt
Læs mere om leasing og se hvilke fordele, der er ved leasing som finansieringsform.

Download leasingbrochure
Nyhedsservice
Få seneste nyt fra Nordania direkte i din mailboks. Vores nyhedsbrev udkommer ca. en gang om måneden.

Tilmeld dig vores nyhedsservice
Nordania Leasing, division af Danske Bank A/S, CVR-nr. 61 12 62 28, Nordania Finans A/S (Danske Leasing A/S), CVR-nr. 78 86 76 12, Bregnerødvej 94, 3460 Birkerød,
Tlf. +45 45 12 12 12, fax +45 45 14 92 12, e-mail: nordania@nordania.dk

Nordania Leasing, division af Danske Bank A/S, og Nordania Finans A/S er under tilsyn af Finanstilsynet. Læs vores behandling af personoplysninger og cookies og vilkår for brug.