Den 30. august 2011
I år har leveringstiden for nogle bilmodeller oversteget 20 uger. Du skal derfor bestille i god tid, hvis du vil betale mindre i skat.
Det giver god mening at få leveret firmabilen i slutningen af året, fordi den spritnye bil skattemæssigt allerede er et år gammel, så snart rådhusklokkerne ringer det nye år ind – og det giver kortere udsigt til et lavere beskatningsgrundlag.
I år skal du dog være ekstra hurtig, for der er er færre og færre bilimportører, der har biler på lager, og det går ud over leveringstiden, fordi importørerne i stedet bestiller bilerne direkte hos producenten efter specifik ordre fra kunden.
”Vi ser leveringstider på op til 20 uger på nogle modeller. Det er dobbelt så lang tid som normalt,” siger Henrik Skytt, der er indkøbschef i Nordania.
Japan i knæ
Derudover har Japan, der producerer mange komponenter og dele til biler, oplevet et ekstra knæk i produktionen efter tsunamien nedlagde adskillige virksomheder i marts.
Hvilke modeller?
”Det er svært at pege på, hvilke modeller der har ekstra lang leveringstid, fordi årsagen både kan være leveringstiden på en automatgearkasse, en bestemt farve eller en radio, der skal erstattes med en anden. Dog kan vi oplyse, at løbet næsten allerede er kørt, hvis man vil have fingrene i en Ford C-Max,” lyder det fra indkøbschefen.
Du kan stadig nå det
Henrik Skytt beroliger dog med, at der er masser af biler, der overholder den sædvanlige leveringstid og opfordrer til, at man kontakter sin personlige rådgiver, hvis man ønsker at få leveringstiden på Nordanias forskellige modeller oplyst.
På vores hjemmeside kan du beregne skattegrundlaget på din firmabil og læse om reglerne for skat og moms, når du leaser.
| SKATTEFORDELEN |
|
Set med SKAT’s øjne bliver en bil et år ældre, hver gang året skifter. En bil, der modtages i december, er altså skattemæssigt et år gammel, når man kommer ind i januar i det nye år, og fordelen er, at der kun er to år til, at man kan opnå lavere beskatning på bilen. En firmabil bliver dog først indregistreret, når den er leveret til modtageren. Så selv om den er bestilt et par måneder før nytår, kan man godt risikere, at den ikke modtages inden året er omme, hvorved skattefordelen minimeres eller går helt tabt. | |