Den 11. november 2011
Der er de maksimale fem stjerner til 11 ud af 12 biler i ny Euro NCAP kollisionstest. Fem af bilerne – alle med fem stjerner - kan du lease gennem Nordania. Se her hvilke og hvorfor de får fem stjerner.
Stjernerne fortsætter med at drysse ned over årets Euro NCAP test. ”Testen viser ikke bare, hvor langt bilproducenterne er kommet i arbejdet med sikkerheden. Det er også en understregning af, at bilklubbernes fælleseuropæiske testsamarbejde Euro NCAP for bedre sikkerhed i og omkring bilerne har båret frugt,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP-samarbejdet, Søren W. Rasmussen.
De fem biler, der er blevet testet, og som du kan lease gennem Nordania, er:
Audi Q3
BMW 1-serien
Mercedes Benz M-klasse
Opel Astra GTC
Opel Zafira
Selvom de mange stjerner umiddelbart pynter, hæfter Søren W. Rasmussen sig alligevel ved, at flere af bilerne har et par skønhedsfejl. ”Fem stjerner er flot og vidner om en sikker bil. Men nærlæser man resultaterne for de enkelte biler, er der dog plads til forbedringer på flere områder som bl.a. fodgængersikkerhed og aktivt sikkerhedsudstyr. Men generelt er bilernes evne til at beskytte passagererne i bilen god, og det er en glædelig udvikling.
Audi Q3: Fem stjerner
Kabinen forblev stabil under crashtesten. Testdukkernes følere indikerede god beskyttelse af knæ og lårben hos både fører og passager. Q3 opnåede topkarakter i sidekollisionstesten, mens den noget hårdere pæletest voldte lidt problemer. Hovedstøtterne giver god beskyttelse ved bagendekollisioner. Beskyttelsen af børn i bilen er god, men airbaggen på forsædet kan ikke slås fra på alle udgaver, og det trækker ned.
FDM mener: Audi leverer igen et femstjernet resultat – helt som forventet. Men fodgængerbeskyttelsen matcher ikke de skærpede krav næste år.
BMW 1-serien: Fem stjerner
Kabinen forblev stabil under frontaltesten, og både ben og lår var godt beskyttet. BMW demonstrerede, at beskyttelsen gælder personer af varierende højde og med sæderne i forskellige positioner. I sidekollisionstesten klarede 1-serien sig udmærket, mens pæletesten udløste en belastning over middel. Hovedstøtternes beskyttelse i tilfælde af bagendekollisioner var ikke tilfredsstillende.
BMW fremviste en meget høj sikkerhed for børn på tre-års alderen, når de sad fastspændt i bilen. En afbryder til airbaggen er ikke standard, og det trækker ned.
FDM mener: BMW 1-serien er grundlæggende en sikker bil, men fabrikken må altså forbedre hovedstøtterne, så de matcher resten af bilens høje niveau.
Mercedes-Benz M-klasse: Fem stjerner
Kabinen forblev stabil under frontaltesten, og både ben og lår var godt beskyttet ved både fører og passager. Mercedes demonstrerede, at beskyttelsen gælder personer af varierende højde og med sæderne i forskellige positioner. I sidekollisionstesten fik M-klassen maksimumpoint, mens pæletesten udløste en lidt højere belastning. Hovedstøtternes beskyttelse i tilfælde af bagendekollisioner var tilfredsstillende.
Mercedes-Benz fremviste en meget høj sikkerhed for børn i både 18-måneders alderen samt for dem på tre år, når de sad fastspændt i bilen. Airbaggen kan dog kun kobles fra ved brug af Mercedes’ egne autostole, og det er kritisabelt.
FDM mener: Det er imponerende at se hvor god fodgængerbeskyttelsen trods alt er, når man tager bilens størrelse i betragtning.
Opel Astra GTC: Fem stjerner
Kabinen forblev stabil under kollisionen, og alle airbags gav god beskyttelse af begge forsædepassagerer. I både sidekollisionstesten og den mere krævende pæletest opnåede Astra GTC en middel karakter på grund af belastningen omkring ribbenene. Derimod er beskyttelsen af hovedet i tilfælde af en bagendekollision flot. Sikkerheden for børn i autostole er god for både store og små børn.
FDM mener: Astra GTC opnår sine fem stjerner, men kan ikke klare de krav der gælder for fem stjerner til næste år. Hertil er bilen for aggressiv over for fodgængere.
Opel Zafira: Fem stjerner
Kabinen forblev stabil under kollisionen, og alle airbags gav god beskyttelse af begge forsædepassagerer, og der var ingen områder ved instrumentbordet, der gav risiko for skader. I sidekollisionstesten fik Zafira topkarakter, mens den mere krævende pæletest udløste en middel karakter. Beskyttelsen af hovedet i tilfælde af en bagendekollision var ikke god.
Sikkerheden for børn i autostole er god for både store og små børn, og passagerairbaggen kan let kobles fra, hvis man benytter en bagudvendt autostol.
FDM mener: Zafira udviser en fin samlet sikkerhed for fører og passagerer, men bilens front er for aggressiv overfor fodgængerne.
Læs hele historien fra FDM