Firmabilen er til dagligt hjem og kontor for tusindvis af bilister, der årligt tilbagelægger millioner af kilometer på de danske veje. Med så mange timer bag rattet er det vigtigt, at værktøjet er i orden, og derfor kårer Jyllands-Posten og Business Danmark hvert år Årets Firmabil – som en blåstempling af en bils kvaliteter til den krævende firmabilist.

Gennem de seneste 15 år har mange ”klassiske firmabiler” som Ford Mondeo, Skoda Octavia, Audi A4 og Volkswagen Passat snuppet sejren. Men de seneste år har fokus skiftet – i takt med virksomhedernes øgede interesse for at vælge elektriske elbiler – og i år er det derfor tredje gang, at en elbil kåres som Årets Firmabil.

Du kan se alle vinderne siden 2007 længere nede i artiklen.

Se VW ID.7 i online showroom

VW ID.7: Den første af sin slags
Det er det elektriske svar på Volkswagen Passat, som hedder ID.7, der det kommende år kan bryste sig af den prestigefulde titel. Den er kåret af en jury, der blandt andet består af personer, der til daglig kører landet tyndt bag rattet af en firmabil, og som derfor værdsætter god ergonomi, komfortable køreegenskaber og en velfungerende teknik.

Feltet bestod igen i år udelukkende af elbiler i form af Tesla Model 3, Hyundai Ioniq 6, Xpeng P7, Nio ET5, Polestar 2, BMW i4 og BYD Seal, hvoraf de to sidstnævnte røg i finalen sammen med Volkswagen ID.7. Men det blev altså den største og nyeste model, der trak det længste strå af de tre elbiler.




- Det er en rigtig spændende bil, som passer til mange firmabil-brugere. Det er jo den første model af sin slags, vi ser fra VW, hvor vi tidligere primært har fået elbiler formet som SUV’er. Men det mere klassiske design sidder lige i skabet, og så giver det ID.7 den fordel, at den lavere form giver mindre vindmodstand og dermed længere rækkevidde end de høje konkurrenter, siger Jens Haarmark Nielsen, der er chef for Fleet Management i Nordania Leasing.



Med beskatningspriser fra ca. 440.000 kroner før genberegning, lander ID.7 umiddelbart godt i en klasse med historisk skarp konkurrence. Men det er ikke basismodellen, der vil blive et hit hos firmabilisterne, spår Jens Haarmark Nielsen:

- Priserne ser også fornuftige ud. Der er i hvert fald mange, der kan være med på startprisen. Men i mine øjne kræver ID.7 noget ekstraudstyr for at give den krævende firmabilist en helstøbt oplevelse, og det bringer bilen op i et prisniveau, hvor det nok ikke bliver en model, vi kommer til at se allerøverst på salgslisterne.

LÆS OGSÅ: Alt om ID.7 (se priser og specifikationer)

Kommende ID.7 som stationcar kan sparke døre ind

Det kan godt være, at den nye ID.7 som hatchback er en både rummelig og praktisk model. Men sammenligner man den med sin konventionelle forfader i klassen, Passat, vil den kommende stationcar-udgave af bilen blive et endnu større hit.


Første billede af den kamuflerede VW ID.7 Tourer. Forventes officielt lanceret i begyndelsen af 2024.

- Vi glæder os meget til at få ID.7 som stationcar på markedet. Vi ved, det er en biltype, der historisk har været populær hos firmabilisterne, så den version har jeg endnu større forventninger til. Man skal dog ikke undervurdere de praktiske egenskaber i den nuværende hatchback-version. Med den store bagklap er der god adgang til det store bagagerum, forklarer Jens Haarmark Nielsen.

Du kan se ID.7 som hatchback i vores online showroom. Stationcar-udgaven er endnu ikke lanceret, men hvis du skriver dig op til vores nyhedsbrev herunder, lander der nyt i din indbakke, når vi har priser og informationer på ID.7 som stationcar.

Se VW ID.7 i vores online showroom

Tilmeld nyhedsbrev